De pågældende oplysninger er nogle du i sin tid har modtaget fra din internetudbyder eller mailudbyder.
Når du sender eller henter noget på internettet foregår det ved hjælp af servere - en server er reelt blot et program på en anden computer. En webserver gør det fx muligt at se hjemmesider, mens man bruger to forskellige slags servere til e-mail: indgående og udgående.
Kalvis skrev:serveroplysninger - 'Vælg typen på din indgående server' (Jeg ved for det første ikke hvad en indgående server er, og hvad er foreskellen på at vælge POP eller IMAP?
Den indgående server er den, du henter mails fra. Der findes to typer indgående servere, hvor POP er den mest almindelige. Her hentes mailene hjem til din computer, og så slettes de fra serveren. IMAP bruges mest i virksomheder. Den største forskel er, at med IMAP gemmes mailene på serveren, så man kan hente dem, selvom man sidder ved forskellige computere.
I dit tilfælde skal du altså vælge POP som indgående server.
Kalvis skrev:Dernest bliver jeg bedt om at: 'Indtast navnet på din indgående server', (Hvad er nu det for noget?)
Som tidligere skrevet har du fået oplyst navnet på den indgående server af din internetudbyder i sin tid. Du har også fået oplyst et brugernavn og en adgangskode, og dem skal du også bruge senere i processen.
Kalvis skrev:Til slut bliver jeg bedt om en sidste ting som fuldstændig forvirrer mig. 'Indtast navnet på din udgående server' (Hold da op)
Det er den, der skal bruges, når du sender mails. Den har du også fået oplyst af din internetudbyder i sin tid.
Hvis du i forvejen bruger Outlook Express eller Outlook, så er det meget nemmere at lade Thunderbird hente de nødvendige oplysninger fra det pågældende program. Du skal så blot bruge din adgangskode, som skal indtastes, første gang du vil hente mails og muligvis også første gang du vil sende mails.
Du får mulighed for at importere såvel mails som indstillinger, når du installerer Thunderbird - hvis altså du i forvejen bruger Outlook Express eller Outlook. Du skal så bare sige ja til at importere. Du er allerede kommet forbi tilbuddet om at importere, så du kan evt. prøve at starte installationen forfra, så bør du vist få tilbuddet igen.
Mvh.
Kim Ludvigsen