af Kim Ludvigsen » søn jan 09, 2011 0:09
Normalt er den nemmeste fremgangsmåde til at lave nye sider at benytte en eksisterende side som skabelon. Man indlæser siden, vælger straks Filer => Gem som, og gemmer filen under et andet navn. Det bør gøres straks, så man ikke kommer til at overskrive skabelonen. Herefter kan man redigere siden ved at slette det, der ikke skal være på den nye side, så man fx blot har menuen og diverse bokse tilbage, og man indsætter så den nye sides indhold. Benytter man denne metode, vil den nye side helt automatisk benytte det eksisterende stilark.
Hvis du skal rette op på de forskellige stilark, du benytter nu, er det noget besværligt at gøre det i KompoZer. Det er meget nemmere at åbne de forskellige html-sider i Notesblok og så benytte denne fremgangsmåde, hvor jeg også foreslår omdøbning af stilarksfilen for at undgå problemer:
1. Luk KompoZer
2. Lav en kopi af mappen med dine hjemmesidefiler - bare for at være på den sikre side
3. Åbn mappen med dine hjemmesidefiler
4. Omdøb filen stilark_ny1.css.css til stilark.css
5. Åbn index.html og find denne linje:
<link title="stilark" rel="stylesheet" href="stilark_ny1.css.css" type="text/css">
6. Udskift den med denne linje:
<link rel="stylesheet" href="stilark.css" type="text/css">
7. Gentag med samtlige html-filer, hvor du udskifter stilark-koden med ovenstående linje. Kodestumperne er forskellige på de forskellige sider, men du kan kende dem på, at de indeholder rel="stylesheet".
8. Upload samtlige html-filer til webserveren samt filen stilark.css
Så skulle du have fået rettet fejlen, og du kan fremover nemt ændre dit layout, hvis du får behov for det. Hvis alt virker tilfredsstillende, kan du nu slette den kopi af hjemmesidemappen, som du lavede i punkt 2. Husk at tjekke alle sider, før du sletter kopien.
Mvh.
Kim Ludvigsen